Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen

For at kunne leve op til vores pædagogiske mål og værdier, så tilbyder vi blandt andet et bredt udvalg af aktivitetsmuligheder, der har tilknytning til de forskellige rum og lokaler i Tømmerflåden.

Vi har børn, der elsker strukturen med planlagte fodboldkampe, men også en del, som kommer og laver det, der nu byder sig, enten sammen med os voksne eller bare for at hænge ud og hygge sig sammen med vennerne.

"Baren":

På tavlen i "baren" vil der være en oversigt over de større arrangementer i løbet af året. Den sættes op for et halvt skoleår af gangen, d.v.s. August - Januar og derefter Januar til Juni.

Det vil også være i Baren, at man tilmelder sig de forskellige arrangementer i Tømmerflåden både i og ude af huset, f.eks. Tivolitur, bolsheaften, pigeaften, drengeaften, brætspilsaften og mange andre ting.

I Baren kan børnene låne bolde, højtalere og andre ting mod pant, f.eks. et penalhus.

Det er også her, at børnene kan få deres mobiltelefon opbevaret i et aflåst skab.

Som udgangspunkt vil der altid stå en voksen i baren eller i samme rum, så børnene eller forældre kan få en hyggelig snak med en af vores medarbejdere.

Det er ligeledes i Baren, at der står en medarbejder klar til at besvare telefonen og holde øje med Aula, hvis I som forældre har behov for at kontakte os.

Frugt

I Baren kan børnene hver dag købe og få frugt og mad. Det kan være æbler, pærer, vandmeloner, gulerødder og mange andre ting. Det kan også være f.eks. koldskål eller dagens boller. Der er altid har mulighed for at få vand at drikke.

Vi har om mandagen suppedag, fordi det er sundt og giver god energi.

Alle børn har i Baren et frugtkort, hvor børnene kan indsætte penge på. Pengene skal overføres via klubbens mobilpay nr: 466806. . Børnene bruger kortet til at betale for frugt. Det er derfor vigtigt, at I hele tiden sørger for, at der er indsat penge på deres kort. Børnene der går i 3. klasse skal ikke indsætte penge på deres frugtkort, da det bliver afregnet på en anden måde.

Indgangen

Det er i indgangen, at børnene trykker sig ind, når de kommer fra skole og ud igen, når de tager hjem. Da det er MEGET vigtigt, at børnene trykker sig ind er det vigtigt, at vi sammen får dem opdraget til at huske det.

I fællesrummet er der altid fyldt med liv og energi, men samtidig også mulighed for at kunne fordybe sig i spil og hyggelige aktiviteter med hinanden. I det store fællesrummet kan børnene således spille pool, bordfodbold, PlayStation i max 45 min, VR og bordtennis og de kan danse til Just Dance i det flimrende lys og til lyden af fuld musik i vores store diskotek/spejlsal. Man kan også samles om brætspil og fælles hygge, hvis det er det, man har lyst til.

Lego og byggested

Ved siden af vores computerrum har vi indrettet et lille afskærmet sted, hvor man bl.a. kan bygge med lego og lignende samtaleting.

I hobby er der et bredt udvalg af muligheder for de børn, der eksempelvis godt kan lide at sy, flette, male og alle de andre håndarbejdsmæssige sysler og aktiviteter. I løbet af året vil der blive lagt ekstra vægt på forskellige emner, f.eks. fastelavn, jul, Halloween m.fl.

Tumlesalen

Tumlesalen er der mulighed for, at børnene kan lave fysiske aktiviteter såsom dans, fælleslege, fodbold og andre boldspil. Børnene kan låne Tumlesalen en halv time ad gangen, da den er meget eftertragtet. Vi forsøger 1 - 2 gange om ugen at bruge skolens gymnastiksal til f.eks. dødbold, fodbold eller andre boldspil. I gymnastiksalen vil der altid være en voksen til stede og de fleste gange vil den voksne deltage i aktiviteten.

I Skolegården laver vi de fleste torsdage bålaktiviteter. Det kan være suppe, pandekager eller andre lækre ting. Generelt forsøger vi at trække børnene ud, hvis det er godt vejr. Derfor vil I også kunne opleve, at Tømmerflåden er lukket indenfor, men alene er åbent for udeaktiviteter.

Udeliv

Udendørs har børnene mulighed for udover at hygge sig ved bålet, spille bold, stå på rulleskøjter, køre på mooncar eller banancykler samt lege sammen på græsplænen. Særligt i sommerhalvåret har vi fokus på udendørs leg og bevægelse med vores udelivs-aktiviteter. Er det rigtig varmt vil I opleve, at vi tager vandslangen og laver vandlege. Det er altid meget populært. Det er derfor vigtigt, at børnene hele sommeren har noget badetøj og et håndklæde liggende i deres garderobe.