Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Centeret

Velkommen til Rødovre Kommunes specialpædagogiske center

Vi er et specialtilbud til skolesøgende børn, som i en kortere eller længere periode har behov for at indgå i læringsfællesskaber, som ikke kan tilbydes i den almene skoledel. Hos os får børnene mulighed for at udvikle deres faglige og sociale kompetencer i særligt tilpassede rammer.

Hver dag møder vi børnene dér, hvor de er, og vi ser som udgangspunkt deres forskelligheder som en styrke. Hos os opdeler vi ikke børnene i grupper efter den eller de diagnoser, de måtte have. I stedet danner vi vores grupper på baggrund af det enkelte barns behov og aktuelle funktionsniveau. På den måde sikrer vi bl.a., at børnene både kan spejle sig i andre børn, der ligner dem selv, og i børn som er forskellige fra dem.

Vores mål
Det er vigtigt for os, at alle børn har mulighed for at lykkes og opleve succeser både fagligt og socialt. Vi ser børnene, som de hele mennesker de er, og vi hjælper dem til at finde deres individuelle livsvej.

Vores mål er, at alle vores elever får de bedste muligheder for at afslutte deres skolegang med en fuld afgangseksamen. Derfor følger vores klasser som udgangspunkt Undervisningsministeriets vejledende timetal – naturligvis med de ekstra pauser og ressourcer, der er behov for.

Vores organisering
Centret er organiseret med to afdelinger – én på Valhøj Skole og én på Tinderhøj Skole. Begge afdelinger har en afdelingsleder, der har det daglige ledelsesmæssige og faglige ansvar, mens den overordnede ledelse sker i et samspil mellem skolelederne på Valhøj Skole og Tinderhøj Skole.

Det samlede center er pt. normeret til 120 børn. Hver afdeling har tilknyttet ca. 22 medarbejdere og ca. 7-9 grupper. Gruppestørrelserne er på ca. 5-9 elever, og de sammensættes med blik for det sociale fællesskab, hvor der for alle børn skal være potentiale for at knytte venskaber. Som udgangspunkt er der altid mindst to voksne i grupperne i skoletiden, dog altid afhængigt af behovet i den enkelte gruppe.

Centrets fysiske læringsmiljøer ligger i nær forbindelse med skolernes alderssvarende afdelinger, og når børnene er i SFO om eftermiddagen, er de som udgangspunkt en del af skolens øvrige SFO, dog med deres eget rum.

Centret indgår som en naturlig del i den samlede skoles struktur, kultur og traditioner. Børnene deltager derfor som udgangspunkt i alle skolens fællesarrangementer. Det gælder også deltagelse i aktiviteter i forbindelse med den grønne profil på Tinderhøj Skole og idrætsprofilen på Valhøj Skole.

Vores faglige tilgange
Vores omdrejningspunkt, i alt hvad vi foretager os, er Skoleområdets børne- og ungesyn, som er med til at sikre læringsfællesskaber for alle:

”Alle børn og unge skal have lige muligheder for at være en del af et læringsfællesskab.
Børn og unge er kompetente, og de gør som udgangspunkt det bedste, de kan.
De voksne skal møde børnene og de unge, dér hvor de er.”

Vi benytter en række kendte specialpædagogiske principper og metodiske tilgange i vores arbejde med børnene, fx low arrousel, der for os bl.a. handler om at give børnene selvkontrol gennem minimering af konflikter, ved løbende at regulere i og afpasse de krav og forventninger, der stilles det enkelte barn. Vi anvender også ’Fra boks til fællesbord’, som træner børnene i det sociale fællesskab, men samtidig giver rum og ro til den faglige læring. Derudover benytter vi bl.a. afskærmning med udgangspunkt i børnenes forskellige behov, boardmaker med visuelle værktøjer, og en tydelig struktur igennem dagen.

I forhold til faglige metoder benytter vi de samme, som anvendes på almenområdet fx omkring læsevanskeligheder.

Visitation
Der kan visiteres til Rødovre Kommunes specialpædagogiske center fire gange om året via Skoleområdets visitationsudvalg.

 

Du er som forælder altid velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre nærmere om vores arbejde.

 

På hele centrets vegne,

Valhøj Skole                                                                                    Tinderhøj Skole
Helle Vejby Nielsen, afdelingsleder                                                        Afdelingsleder: Nanna H. N. Jeppesen
Niels Jepsen, skoleleder                                                                      Carl Rudolph-Lentz, skoleleder